Og dog - men mange redaktionelle ændringer, plus et par større.
DKU, DGI og DAI indledte i foråret et samarbejde i forsøget på at lave fælles regler.
Vi besluttede at lave et helt nyt sæt regler, med udgangspunkt i noget der lignede DKU's i opbygningen.
Vi rystede det hele, skilte det ad og samlede det igen, og vi måtte indgå et par kompromiser undervejs, men resultatet er blevet ganske godt, synes vi da selv.
Desværre stod DAI af i efteråret, men vi - DKU og DGI - har besluttet alligevel at gøre brug af det gode arbejde, så vi har alligevel nærmet os DAI's regler.
Resultatet har vi besluttet at kalde "De internationale krolf spilleregler" og vi har tænkt os at udgive dem på engelsk også.
Det er alt for omfattende at komme ind på alle de redaktionelle ændringer og jeg forbigår også de mindre ændringer i tavshed. Læs reglerne og se selv hvad der er ændret.
De lidt større ændringer kommer her:
Vejledning til dommeren
Der er nu kommet en vejledning til dommere i reglerne. Hidtil har det kun været med i dommerkurset, men altså ikke en del ar reglerne.
Det er også kun en vejledning til dommere med titlen "Dommerens rolle".
Hole-in-one
Hvis en kugle er lang tid om at hoppe i hul, hvor skifter det så mellem at være en hole-in-one og en 1'er.
Vi har nu vedtaget at det er næste spillers slag der er det afgørende tidspunkt, og ikke når dommere siger navnet. Slaget er et ret entydigt tidspunkt, hvor det kan være svært hvis spillerne har lange navne.
Ude
Hidtil har det været sådan, at en kugle skulle korteste vej ind på banen når den var røget ud af banen. Det er nu ændret til at den skal ind der hvor den røg ud. Dels for at gøre det ens med DAI, men også fordi rigtig mange spillere føler det er det naturlige.
Stamp
Det er nu forbudt at stampe i jorden for at få kuglen til at hoppe i hul.
Huller
Der er ret faste regler for huller i spillereglerne, men i turneringsreglementet - som kun gælder DKU - har vi accepteret anderledes huller for at gøre vores 3-kantede huller ved stævnerne lovlige.
Overtrådt
Hos DKU og DGI er det kuglen der ikke må være overtrådt. Hos DAI er spillerens fødder.
Indendørs krolf
I et forsøg på at dække indendørs krolf ind, har vi tilladt alternative kugler og huller - men altså kun ved indendørs krolf.
Her er de nye spilleregler og turneringsreglement.



