Op • DM • VM for par • VM
 

  v/ Hans Thomsen


VM ved Rødding Centret

Lørdag den 5. august 2006 afviklede vi det hidtil største VM i krolf. 241 spillere stillede op, hvilket gav stævneudvalget en udfordring.
Ved at starte puljerne endnu tættere - nu med 1½ minut mellem hver afgang - blev der 6 minutter mellem hver start på de 4 baner, hvilket lige var nok til at en pulje var kommet langt nok væk, så endnu en pulje kunne starte. Overraskende nok klappede alt som det skulle mht. tiden.
Dette system kan tage op til 300 spillere, hvorefter vi skal til at nytænke.


Røddinglejren.

Ikke alene klappede selve turneringen, men faktisk alt andet var også perfekt. Rødding GF, anført af Erik og Anna Margrethe Christensen, havde gjort et stort og entusiastisk arbejde med baner, pavilloner og hvad der ellers skulle arrangeres. Meget, meget flot - En stor tak til Erik og Anna Margrethe og alle Røddinghjælperne.
Der skal også lyde en stor tak til en flok Agrarer, anført af Arne Wind, som stillede med folk til opstilling og især nedtagning af pavilloner.
Og når vi nu alligevel er ved at takke helt over, må vi også sige tak til Dorthe Bloch, som endnu engang gad stå og råbe efter os. 240 kampe - afgang hver 1½ minut - giver faktisk en hel del råben.


Stævneudvalgsformand Arne Wind takker Dorthe Bloch for det store arbejde.

 Efter stævnet var der fællesspisning i Rødding Centrets hal 2, og det var ganske enkelt fremragende. Skinke, dejlig saftigt kyllingebryst, kartoffelbåde, flødekartofler og salat i rigelige mængder. Mums !!!


Lunderskov Lejren.

Og vejret var fremragende fra vi kom til vi gik. Sol og dejlig varmt uden at være steghedt. Om det er arrangørerne, borgmesteren som holdt åbningstale eller højere magter der skal have ros for det, er jeg ikke helt sikker på, men det var rigtig rart. Som en bemærkede - "Det var da også sjovt at prøve".

Vi havde for første gang investeret i et par samarittere der var der fra kl. 9:00 til 18:00. Det er nok noget vi vil gøre oftere, for vi har jo temmelig mange ældre mennesker på pladsen, og hvis en skulle falde om, vil det være betryggende med nogen der nogenlunde kan vurdere hvad det drejer sig om.
De fik heldigvis ikke meget at lave. Et bistik og udlevering af en hovedpinepille var alt.


Spillerne fra Haarby satte også kulør på stævnet.

De 3 af banerne var tilsyneladende flade og nemme med forhindringer, men det viste sig at de ikke var helt flade og nogle steder ligefrem knoldede. Desuden var græsset forskelligt hele tiden. Somme tider tyndhåret og hurtigt og somme tider tæt og langsomt, så det var faktisk ikke så nemt at beregne afstandene.
Bane 4 var i mere op og ned terræn med buler, skrænter og meget hurtigt underlag, afvekslende med langsomt sand og sågar flis.

Slagspil

Alle fik en runde på hver af de 4 baner, og så blev der ellers talt sammen.

Suveræn vinder af slagspillet blev Jan Dyrok, Asperup (Baskerne) med 119 slag. Det var simpelthen dagen hvor det kørte for Jan. Han var en af de få der nogenlunde kunne finde længden, og når det ind imellem kiksede, puttede han ofte bare langt ude fra.
Nummer 2 blev Sten Andersen, Ødis (KØK) med 123 slag og nummer 3, og dermed bedste dame, blev Dorthe Lyngdal Christensen, Nyk. F. (Nyserne).


Sten Andersen, Jan Dyrok og Dorte Birgitte Lyngdal Christensen.

3. bedste herre blev Bjarne Runge, Favstrup (Hullet) med 125 slag og en samlet 4. plads.
Næstbedste dame blev Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK) med 128 slag på en samlet 10. plads og 3. bedste dame blev Lis Hundebøll, Fredericia (DKK) med 129 slag på en samlet 13. plads.

Sidst og dermed nr. 241 blev 12-årige Dennis Thomsen, Vamdrup (KØK) med 182 slag. Dennis fik "Den Firkantede Kugle" for anstrengelserne, men da den jo bringer krolf-held, er det nok sidste gang han har den.


Dennis Thomsen får "Den Firkantede Kugle".

Kampspil

De 36 bedste spillede semifinaler i kampspil. Der var 35 spillere der samlet havde gået på under 133 slag, og 8 der havde brugt 133 slag. Der skulle altså kun bruges 1 af disse 8, og så foreskriver reglerne at det er spilleren med den bedste runde, hvilket var formanden selv og ham der havde lavet regnearkene der regnede det hele ud.
Indtil flere forlangte at kontrollere at det var rigtigt, og den var altså god nok. Heldige asen!!

Semifinale 1 blev spillet på bane 2 og blev vundet af Jan Dyrok med 30 slag foran Niels Knudsen, Asperup (Baskerne) med 31 og Helle Jacobsen, Vamdrup (KØK) og så med 31 slag. Derefter kom Helles samlever Hans Johnsen med 32 slag, Peter Christensen med 33 slag og Lis Hundebøll med 35 slag.
Peter "plejer" at lave hole-in-one på sidste hul, men den tog kanten og blev en 3'er i stedet for - meeen hvis nu !?!
Helle startede ellers bedst med 6 2'ere, men det gik lidt kludder i det på de sidste 6 huller, og så er Jan bare for stabil og med erfaring fra flere finaler.


Jan Dyrok, Asperup (Baskerne).

I semifinale 2 på bane 3 mødtes ægteparret Ole og Vivi Reeckmann, Kolding (Idylparken). De spillede mod Esther Torp og Oda Smidt, begge fra Rødding, Svend Christiansen, Lunderskov og Sten Andersen.
Vivi startede med 5 2'ere og førte helt til og med hul 10. Der lavede Svend en hole-in-one og var så kun 1 bagud og det samme var Sten. På hul 11 gik det så galt for Vivi med en 4'er og da drengene lavede 2'ere var rollerne byttet.
Hul 12 gav ingen ændringer, så Svend og Sten endte begge på 28 slag og så måtte de ud og spille omkamp. her vandt Sten og så var han i endnu en finale.
Vivi brugte 29 slag, Ole 30 og Oda og Esther 34 slag.


Sten Andersen, Ødis (KØK).

Semifinale 3 på bane 1 blev også vundet af en af de kendte der er god for en finaleplads. Anders Sørensen, Fredericia (DKK) vandt med 28 slag foran 5 damer. Bodil Rasmussen, Glamsbjerg (Aktivisterne) og Fanny Valstorp, Nysted (Nyserne) endte på 30 slag, Lene Henriksen med 31 og Dorthe Christensen med 32 slag. Maja Mathiesen, Lunderskov sluttede med 34 slag.


Anders Sørensen, Fredericia (DKK).

Semifinale 4 på bane 2 var meget lige på de første 6 huller. Da var stillingen den, at der kun var 2 slag mellem nr. 1 og nr. 6, men de sidste 6 huller lavede en del ravage. Robert Storgaard, Seest (SIS) sluttede med 5 2'ere, hvilket bragte ham op på en delt 1. plads med Hans Henrik Lehrmann, Vamdrup (Madholdet). Begge havde 29 slag. Bjarne Runge og Anna Margrethe Christensen endte på 33 slag, Hans Fink Petersen, Haderslev (Agrarerne) på 34 slag og endelig Kurt Andersen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med 37 slag.
Robert og Hans Henrik spillede omkamp og først på 4. hul blev det afgjort at det var Hans Henrik der skulle i sin første finale.


Hans Henrik Lehrmann, Vamdrup (Madholdet).

Semifinale 5 på bane 3 var en meget lige affære på alle 12 huller. Det endte med at Jens L. Jensen, Vejlby (ViGo'e) vandt med 31 slag foran Alex Thomsen, Lunderskov, Laust Torp, Rødding og Henning Thomsen, Fredericia (DKK) alle med 32 slag. Derefter fulgte Anker Madsen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med 33 slag og Otto Olsen, Ødis (KØK) med 35 slag. Det er første gang Jens er nået helt til finalen.


Jens L. Jensen, Vejlby (ViGo'e).

Semifinale 6 på bane 1 blev også vundet af en som ikke tidligere har været i en finale. Hans Peter Grave, Ødis (Madholdet) startede fint og stabilt, men satte lidt til, til sidst, så Mogens Olsen, Glamsbjerg (Aktivisterne) kom tættere på, men Hans Peter vandt med 30 slag foran Mogens med 31 slag.
Derefter fulgte Allan Lyngdal Jensen, Ry (Kølleklubben) og Vagn Hugger, Ødis Bramdrup (Madholdet) med 33 slag, Frits Henriksen, Asperup (Baskerne) med 34 slag og Thomas Lund, Ødis (KØK) med 35 slag.


Hans Peter Grave, Ødis (Madholdet).

Finalen blev spillet på bane 4, som var den med de største udfordringer og der var 3 finale-debutanter og 3 med erfaring fra flere tidligere finaler.


Jens L. Jensen, Jan Dyrok, Anders Sørensen, Hans Henrik Lehrmann, Hans Peter Grave og Sten Andersen.

Jan Dyrok kom meget skidt fra start med 11 slag på de første 3 huller og 20 slag på 6 huller, så han gjorde ikke meget væsen af sig.
Halvvejs var Jens L. Jensen også mere eller mindre hægtet af, mens de 4 forreste højest havde 2 slag i forskel.
Efter hul 9 havde Anders Sørensen 21 slag, Sten Andersen 22, Hans Henrik og Hans Peter 23 slag. Jens og Jan havde 26.
Efter hul 10 førte Anders nu med 23 slag. Sten havde 25, hans Henrik og Hans Peter 26 slag.
Men så skete der noget på de sidste 2 glatte og super hurtige huller.
Anders sluttede med en 6 og en 5'er, så han rutsjede fra 1. til 4. pladsen med 34 slag. Kun 1 slag foran Jan og Jens der havde 35 slag.
Det var altså Sten, Hans Henrik og Hans Peter der skulle finde ud af hvem der skulle stå på hvilket trin på skamlen. Det gik hverken værre eller bedre end at alle 3 endte på 32 slag, så der skulle spilles et par omhuller.
Det endte med at Hans Henrik Lehrmann blev den nye verdensmester i kampspil, foran klubkammeraten Hans Peter Grave og med Sten Andersen på 3. pladsen.


Hans Peter Grave, Hans Henrik Lehrmann og Sten Andersen.

Statistik

Bane 1 havde et gennemsnit på 33,9 slag og bedste runder gik Otto Olsen, Ødis (KØK) og Peter Kahl, Hejnsvig (Peterminde) med 26 slag.

Bane 2 havde et gennemsnit på 35,6 og bedste runde gik Jan Dyrok, Asperup (Baskerne) med 28 slag.

Bane 3 havde et gennemsnit på 35,0 og bedste runde gik Sten Andersen, Ødis (KØK) med 26 slag.

Bane 4 havde et gennemsnit på 37,6 og bedste runder gik Jan Dyrok, Mogens Olsen, Glamsbjerg (Aktivisterne) og Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK) med 29 slag

Resultater

Her er et link til resultaterne i PDF-format sorteret alfabetisk på fornavn.

Billeder


Der spilles lystigt overalt på banerne.


Fejeren fra Hullet fyrer den af, mens Dorte og Alex ser til.


Hullets lejr.


Der slappes af mellem kampene.


Elly og William synes godt om  dagen.

10. august : Så er der en stribe billeder fra VM.
16. August : Så dukkede der 24 billeder mere op, som også er lagt op til Pixum.

Alle billeder findes hos Pixum i Tyskland, hvor man kan se og eventuelt købe nogle af dem (klik på Pixum)


PLC 22-07-10