Op • DM • VM for par • VM
 

  v/ Hans Thomsen

v/ Uffe Jensen
Søndergade 16
5620 Glamsbjerg

Tlf. : 64 72 12 53

Glamsbjerg

v/ Jacob Thingholm
Søndergade 36-38
5620 Glamsbjerg

Tlf. : 64 72 17 31

Materialisten, Glamsbjerg

Søndergade 21
5620 Glamsbjerg

Tlf. : 64 72 23 92

v/ Henning Skovgaard
Søndergade 19
5620 Glamsbjerg

Tlf. : 64 72 36 37

 


DM i Glamsbjerg - 179 gennemførte

Lørdag den 27. maj 2006 fra kl. 9:00 til ca. 18:00 var der individuelt DM i krolf i Glamsbjerg.

Det foregik på Glamsdalens Idrætsefterskole som lagde græs, toiletter og lokaler til. Desuden lavede de den udmærkede aftensmad, så udomsfaciliteterne var helt tip-top.
Vejret var ikke godt, men heller ikke rigtig skidt. Der kom lidt snuskregn og en enkelt byge, men ikke noget alvorligt.

Banerne var gode og græsset perfekt. Bane 1 havde lidt for små huller, men den havde nok været for let med de normale huller, så det var ok med de små.
Bane 2 var til den lette side, og burde nok også have haft nogle små huller. Bane 1 og 2 kunne måske med fordel have haft ½ af hver.
Bane 3 var rigtig god. Der var nogle lette huller, nogle svære huller, nogle op af bakke, nogle ned af bakke, nogle på hurtigt "græs". Kort sagt varieret. Derfor blev dette også finalebanen.
Bane 4 havde 3 ondskabsfulde huller i starten, som ofte gav 10 slag, men resten var helt fine. Disse 3 huller skulle nok have været udeladt og så skulle vi have lavet 3 mere på toppen af bakken, men det er jo nemt nok at sige bagefter.

Det blev det hidtil største DM med 180 startende spillere. En enkelt blev dårlig og måtte gå hjem, men ellers var det på mange måder et godt stævne, hvor alle hyggede sig og spillede gode og dårlige kampe sådan lidt på skift.
Men der var nu nogle lus i skindpelsen, som vi på sigt må have gjort noget ved.
For det første strejkede lydanlægget. Det var mikrofonen der var itu, og selv om vi havde den til rep. i løbet af dagen, var der ikke noget at gøre. Så ville vi låne en af skolen, men der var ikke et øje på skolen. Ingen elever, ingen pedel, ingen lærere og ingen forstander.
Vi klarede os så uden lydanlæg, og det gik da også nogenlunde, selv om det af og til kneb med at finde folk.


Lydanlægget– eller rettere mikrofonen –  strejkede.

Der var en enkelt pulje der mistede tålmodigheden og gik i gang med at spille inden alle spillere var kommet, hvilket gav en del ulejlighed for dommerbordet. Dels skulle den ulykkelige spiller trøstes - hun havde jo bare været ude og dømme - og dels skulle der findes en løsning der kunne bruges. Det blev klaret til de flestes tilfredshed, ved hjælp af nogle flinke og tålmodige spillere i en anden pulje.
Da vi nåede til præmieoverrækkelsen, styrtede halvdelen af folket ind i spisesalen. Om det var for at få varmen eller for at få de bedste pladser eller fordi man ikke gider hylde vinderne, ved jeg ikke rigtig, men det er lidt trist for dem der skal overrække præmierne til nogen der har fortjent det, og så er de der ikke. Det er en meget flad fornemmelse.
Og hvis det får lov til at brede sig, er der til sidst kun 3-4 af vinderne - som de har lyst til - og deres familie til præmieoverrækkelsen. 5 mand der klapper giver ikke det bifald vinderne fortjener.
Og så til den sidste fejl der blev begået. En ganske alvorlig endda. Der blev nemlig tastet 1 tal forkert ind i regnearkene, hvilket gav nogle meget uheldige konsekvenser i slagspil. Sten gik en runde på 32 slag på bane 1, men den blev uheldigvis tastet ind som 23, hvilket først blev opdaget mandag aften under revisionen af alle 160 kampsedler.
Det er ikke godt nok, at det først opdages mandag, og det må vi have gjort noget ved. Stævneudvalget har flere forskellige forslag til at tjekke resultaterne undervejs, og et eller flere af forslagene vil blive sat i værk ved næste stævne, og så må vi håbe det virker efter hensigten, uden at folk bliver slidt helt ned.

Se det var jo en længere smøre af negative ting, hvilket er ganske uretfærdigt over for stævnet og de frivillige folk der har arbejdet med det, for helhedsindtrykket af stævnet er faktisk ganske positivt. De foreløbige tilbagemeldinger er at stedet var fremragende, stævnet forløb ganske tilfredsstillende og der var intet som helst at udsætte på maden og arrangementet som helhed. Et par hovsaer er alt hvad folk i al almindelighed har lagt mærke til, så langt de fleste er taget hjem med en helt tilfreds mine.


Så spises der endelig på livet løs.
2 dejlige retter mad.

Slagspil

Rokaderne betyder at Sten rutsjer fra 1. pladsen til 9 pladsen i slagspil, og at nr. 2 til 9 rykker en tand opad.
Det betyder at Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) er den rette vinder af slagspil med 117 slag. Nummer 2 er Niels Knudsen, Asperup (Baskerne) med 119 slag, efterfulgt af Bodil Rasmussen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med 123 slag.
Ole Reeckmann, Kolding (Idylparken) og Bjarne Runge, Favstrup (Hullet) brugte også 123 slag, men Bodil havde den bedste runde.

Andenbedste dame var Linet Olsen, Asperup (Baskerne) på en 10. plads med 125 slag og trediebedste dame var Anni Jørgensen, Glamsbjerg (Aktivisterne) på en delt 19. plads med 129 slag.


Her står vinderne som vi troede det så ud på det tidspunkt.
Fra venstre : Linet Olsen, Peter Christensen, Sten Andersen, Bodil Rasmussen, Niels Knudsen, Anni Jørgensen.

Nr. 179 og sidst og dermed vinder af den lykkebringende pokal Det Gyldne Hul blev Grethe S. Clausen, Glostrup (KØK) med 186 slag.
Grethe træner aldrig og stiller kun af og til op til stævner, men hun kæmper til det sidste og giver aldrig op. Grethe debuterede i 2002 og hygger sig stadig med krolf, selv om placeringerne ikke rigtig er blevet bedre med tiden. Men hygge og kamp - ligeligt fordelt i vilkårlig rækkefølge - er hele humlen i krolf, så Grethe er en rigtig krolfspiller.


Nr. 179 : Grethe Sjørup Clausen, Glostrup.

Kampspil

Kampspillet blev heldigvis ikke påvirket at tastefejlen, da Sten vandt sin pulje med de 32 slag, så at han blev registreret med 23 slag ændrede intet. Heldigvis !!

Der var 6 semifinaler á 6 spillere med en masse af de gode kendte spillere med erfaring fra tidligere finaler. Men det var faktisk ikke dem der kom til at dominere semifinalerne, da en hel del helt nye navne dukkede op i finalen.
Semifinale 1 blev spillet på bane 1, og den blev usædvanlig spændende. Der var kun 3 slag mellem nr. 1 og nr. 6, og der var 3 der endte lige med 36 slag på 1. pladsen. I omkampen vandt Conrad Jørgensen, Rødding over Hans Fink Petersen, Haderslev (Agrarerne) og Maja Jacobsen, Vamdrup (KØK).
Semifinale 2 blev spillet på bane 2, og her vandt Allan Lyngdal Jensen, Ry (Kølleklubben) suverænt med 25 slag. Tom Salskov, Lunderskov var tættest på med 27 slag.
Semifinale 3 blev spillet på bane 4, og her vandt Bodil Rasmussen, Glamsbjerg (Aktivisterne) ret suverænt med 36 slag foran Mogens Christensen, Gram (Fuglsang) med 39 slag.
Semifinale 4 blev spillet på bane 1 med Anni Jørgensen, Glamsbjerg (Aktivisterne) som sejrherre med 31 slag. Nr. 2 blev Gert Jensen, Erritsø (DKK) med 33 slag.
Semifinale 5 blev spillet på bane 2 med Svend Christiansen, Lunderskov som vinder med 25 slag. Niels Knudsen, Asperup (Baskerne) brugte 28 slag på 2. pladsen.
Semifinale 6 blev spillet på bane 4, og her blev det ret dramatisk, da Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) og Linet Olsen, Asperup (Baskerne) igen mødtes. Det skete også sidst år, hvor Linet førte helt til sidste hul, hvor Peter var usædvanlig heldig og kom foran, ved hjælp fra de andre spillere. Nu gentog historien sig. Linet førte med 2 slag inden de sidste 3 huller, men først blev Peter hjulpet i hul og derefter var der en modstander der kom lidt i vejen for Linet og endelig havde Peter heldet til en hole-in-one på sidste hul. Peter brugte kun 27 slag - dagens bedste på bane 4 - Linet 30 slag, men også nr. 3 og 4 var bedre end vinderen i den anden semifinale på samme bane.
Peter var den eneste fra tidligere finaler der slap igennem til endnu en finale. Dejligt at se så mange nye ansigter i toppen af krolfen.


Finalisterne : Conrad Jørgensen, Bodil Rasmussen, Svend Christiansen, Anni Jørgensen, Allan Lyngdal Jensen og Peter Christensen.

I finalen kom Allan bedst fra start med hole-in-one på hul 2, men det smuldrede ganske langsomt. På hul 4 lavede Peter hole-in-one og på hul 5 var Allan hentet, men Anni var kun 1 slag efter.
På hul 10 lavede Bodil hole-in-one  og bragte sig tilbage i kampen om mesterskabet. Peter førte med 23 slag, Allan 25, Bodil 26 og Anni 27, Svend 29 og Conrad 33 slag.


Svend følger spændt kuglens flugt.

Så kom det drilske hul 11. Ingen var tæt på efter 1. slag, men Anni puttede helt fantastisk ude fra krattet. Bodil fik en 3'er, men Peter fik først et flag i vejen og derefter en modstander, så det blev en 5'er lige som Allan.
Nu førte Peter med 1 foran Bodil og Anni og med 2 foran Allan. Svend og Conrad var hægtet af.
På hul 12 brugte alle undtagen Anni en 3'er, så da hun kun brugte 2 slag, endte hun og Peter lige og dermed var der omkamp.


Anni kom ind fra venstre og overhalede Peter.

Hul 12 blev brugt igen, og igen lagde Anni den perfekt ind til en sikker 2'er. Peter var igen kommet for langt og havde et langt put, som ramte flaget og gik udenom.


Allan, Peter, Anni, Bodil og Conrad.

Derfor er den nye velfortjente mester Anni Jørgensen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) på andenpladsen og Bodil Rasmussen, Glamsbjerg (Aktivisterne) på trediepladsen. Nummer 4 blev Allan Lyngdal Jensen, Ry (Kølleklubben) med Svend Christiansen, Lunderskov og Conrad Jørgensen, Rødding på de næste pladser.

Spisning

Så var der endelig spisning i skolens spisesal. Det var dejligt at komme ind i varmen og få noget at spise. Man bliver godt sulten af at være udendørs hele dagen, og der bliver også gået nogle km i løbet af sådan et stævne.


Så er der mad og hygge.

Vi fik 2 gode retter, en hyggelig sludder med de omkringsiddende og et ord med på vejen fra stævneudvalget formand, Arne Wind.
Han opfordrede til lige at give en hånd med ved nedtagning af pavilloner, hvilket flere gjorde. De mange hjælpende hænder gjorde det nemt, og alt blev pakket i vores trailer, så den var lige til at hægte på krogen og så gik det ellers hjemad.

Statistik

Lidt statistik fra de 4 indledende runder :
Bane 1 havde en gennemsnit på 38,3 og bedste runder på 30 slag gik Mogens Christensen, Gram (Fuglsang) og Arne Wind, Haderslev (Agrarerne).
Bane 2 havde en gennemsnit på 32,3 og bedste runde gik Heidi Jacobsen, Vamdrup (KØK) med 21 slag.
Bane 3 havde en gennemsnit på 33,0 og bedste runder på 23 slag gik Bodil Rasmussen, Glamsbjerg (Aktivisterne).
Bane 4 havde en gennemsnit på 39,1 og bedste runder på 30 slag gik Niels Knudsen, Asperup (Baskerne), Tom Salskov, Lunderskov, Harald Petersen Skydebjerg, Erik T. Jensen, Fredericia (ViGo'e).

I kampspilsrunderne blev banerekorderne yderligere forbedret. Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) gik en runde på 27 slag på bane 4 og Denn Phengsai, Asperup (Baskerne) gik en helt fantastisk runde på kun 20 slag på bane 3. Det var selvfølgelig dages bedste runde og Denn havde 4 hole-in-one undervejs.

Resultater og billeder

Her er resultaterne i PDF-format.

Og på efterfølgende adresse skulle man kunne se og eventuelt købe alle billeder : http://int.pixum.com/viewalbum/?id=2137173


PLC 22-07-10