DM 2014

Så er den nye VR og WorldCup på plads, samt en resultatliste fra stævnet. Den er sorteret på navn.

Lørdag den 24. maj var der DM ved Brøruphallerne i Brørup og det var fremragende vejr hele dagen, til stor glæde for de 339 fremmødte spillere og de få tilskuere.
For nogle år siden var vi altid heldige med vejeret, men de sidste 3 år har det faktisk ikke rigtig været godt, men denne gang var det altså rigtig, rigtig fint.


Kristen Grauslund, Brørup byder velkommen.

De 4 baner inde på boldbanen var korte og nemme, men lidt mere drilagtige end ved første blik. Når man havde vænnet sig til de knoldede forhold, blev der gået mange gode runder på disse 4 baner.

De andre 4 baner var lavet på den anden side af læhegnet - jeg tror området hedder Byparken - hvor der var noget mere bevægelse i undergrunden og dermed mulighed for at lave mere spændende baner. Min tanke er at banerne var lavet fint efter forholdene, så der var ikke rigtig noget at klage over.

Dagen forløb helt uden problemer, Ingen brug for samarittere, ingen kludder med systemerne, ingen kampsedler opløst i vand. Vi havde taget højde for regnvejr og lavet alle kampsedler på vandfast papir, hvilket resulterede i solskin hele dagen. Vi bruger vandfast papir fremover.

Carsten Jensen, KØK, var dagens fuldtids opråber med god deltids hjælp fra Tove Torp, ViGo'e, og også dette blev klaret perfekt. Der var 7 afbud på dagen, hvilket gav nogle udfordringer mht. at finde nye dommere og en enkelt pulje havde kun 2 spillere. Det er selvfølgelig ikke så godt, men det er ikke noget vi kan gøre noget ved med så kort varsel.


Tove og Carsten.

Efter stævnet var der fællesspisning i hallen, og selv om folk skynder sig hjem efter præmieoverrækkelsen, synes jeg stadig det er ganske hyggeligt. Personligt nyder jeg lige at slappe af inden turen går hjemad, og måske lige få hilst på de sidste mennesker man af en eller anden årsag ikke har set hele dagen.


Ikke alle hilste på gamle venner.

Alt var simpelhen perfekt og det er næsten udelukkende stævneudvalgets (og vejrgudernes) fortjeneste. De har selvfølgelig også haft flere år til at øve sig, men faktisk har Kristen Grauslund kun været med 1 år og Carsten Jensen, Søren Kuntz og Bent Sørensen startede i år, så kun Hans Peter er "gammel" i faget. Og alligevel gik det perfekt. Det skyldes ikke mindst at den afgående udvalgsformand Mogens Christensen, afleverede ideer og opgaver på en god måde, så Mogens og de afgående folk i stævneudvalget skal også have tak.

Der skal selvfølgelig også lyde en tak til alle som gav en hjælpende hånd med. Simone (heltids) og Lene (halvtids) ved compueren, Tove ved dommerbordet og især Brørup Krolfklub anført af formand Kristen Grauslund - som også er formand for stævneudvalget - der sørgde for alt var perfekt.


Simone og Lene

Kampspil

Efter de 4 indledende kampe, viste det sig at alle med 70 point eller derover var med i semifinalerne. Det var i alt 34 spillere, så 2 med 68 point slap igennem nåleøjet. Der vælges de 2 spillere med flest 1. pladser. Så delte 1. pladser, så 2. pladser osv.
Semifinalerne blev spillet på baner der var blandet af baner med lige banenumre og ulige banenumre, da spillerne havde spillet på enten lige eller ulige banenumre i løbet af dagen.


Yngste spiller, Zander kom ikke i semifinalerne, men derfor kan man da godt glæde sig over en 1. plads.

Semifinale 1

Marie R. Pedersen (Hårby), Frede Madsen (Aktivisterne), Helle Jacobsen (KØK), Bent Christensen (Seest BK), Suni Olsen Gaard (Lundsmark), Kurt Juul (Lundsmark).

Efter 3 huller havde 3 spillere 7 slag, 2 havde 8 og kun Kurt var hægtet lidt af med 9 slag.
Efter 6 huller førte Frede med 14 slag, der var 15 til Helle og bent, 16 til Suni, 17 til Marie og sidst var Kurt med 18.
Efter 9 huller var Frede stadig forrest med 21 slag, Helle og Bent havde 23, Suni 24 og sidst var Marie og Kurt med 25 slag.
Så skete der ellers ting og sager. Kurt lavede hole-in-one og med en 3'er til Frede var han nu nr. 2 sammen med Helle, kun 1 slag efter Frede.
Frede sluttede med 2 gange 4 slag, Helle med 3 og 4 så de begge endte på 32 slag. Suni endte på 33 og Marie på 34. Bent sluttede bedst med 2 gange 2 og kom op på siden af Kurt, begge med 30 slag. Der foreligger ikke noget om omkampen, ud over at Kurt vandt den.

Semifinale 2

Martin Nielsen (Slotsbyen), Egon (Øhlenslæger) (Slotsbyen), Vivi Reeckmann (KØK), Jens Knudsen (Brørup), Kirsten Lund (KØK), Laurits Hansen (Køllerne).

Vivi startede med 5 gange 2 og så lige en hole-in-one. 10 slag efter 6 huller er da meget godt. 3 spillere havde 15, en med 16 og så lige Laurits med 20 slag.
Efter 9 huller var Vivi oppe på 18 slag, 22 til Martin, 24 til Egon og 25 til Jens, Kirsten og Laurits, som havde en hole-in-one på hul 9.
den gentog han lige på hul 10, men han var langt fra at true Vivi der endte på 26 slag. Laurits og Martin fik 30, Egon 31, Jens 32 og Kirsten 33.

Semifinale 3

Frede Hansen (Skydebjerg), Peter L. Christensen (KØK), Frede Henningsen (Agrarerne), Lene Henriksen (KØK), Winnie Christensen (Haarby), Lisbeth Grave (Madholdet).

Peter fik en super start med hole-in-one på første hul og en 1'er på andet hul. Da der var spille 6 huller havde Peter 11 slag, Frede Agr. og Winnie 14, Frede Skyd. 15, Lene 16 og Lisbeth 17.
Frede Skyd. lavede så en holer så han kom på 21 slag mod Peters 18. Frede Agr., Lene og Winnie havde 22 og Lisbeth 25.
Peter lavede lige en hole-in-one for en sikkerheds skyld og Frede Agr. lavede så en på hullet efter, så det endte med sejr til Peter på 23 slag, efterfulgt af Frede Agr. med 27, Frede Skyd. med 28, Lene og Winnie med 29 og Lisbeth med 32.

Semifinale 4

Finn Jørgensen (Win-Win), Karin Gregersen (Aktivisterne), Michael Juul (Lundsmark), Vinny Sørensen (Madholdet), Ib Jespersen (KØK), Mathias Reeckmann (KØK).

Her fik Ib en god start med 4 slag på de første 3 huller, men det blev på det sammeligste ødelagt med 12 slag på de næste 3 huller.
Finn og Michael startede fint og havde hver 14 slag, Mathias 15, Vinny og Ib 16 og Karin 17.
På de næste 3 huller lavde først Vinnie, så Ib og til sidst Karin hole-in-one, så nu havde Vinny og Ib 20 slag, Mathias 21 og resten 22 slag.
Vinny endte med at vinde denne tætte semifinale på sidste hul med 28 slag. Det var Mathias der var tæt på med stabilt spil, men en uheldig 3'er på sidste hul tippede det til Vinny's fordel. Ib og Finn endte også på 29 lige som Mathias og der var 31 til Karin og Michael.

Semifinale 5

Gerhardt Hans (Agrarerne), Kurt Mikkelsen (Køllerne), Poul Knudsen (ViGo'e), Vagn Hugger (Madholdet), Thomas Lund (KØK), Helmuth Westergaard (Slotsbyen).

Vagn og Helmuth kom bedst fra start med hver 7 slag på de første 3 huller. Kurt havde 9, Gerhardt 10, Poul 11 og Thomas hele 13 slag på 3 huller.
På de næste 3 huller fik Kurt hole-in-one og Helmuth kom lidt i slinger, så Vagn førte med 13 slag, 16 til Kurt og Helmuth, 19 til Poul, og 20 til Gerhardt og Thomas, som nu havde fået styr på kuglen.
Thomas fortsatte det gode spil med 2 gange 2 og en hole-in-one, men Vagn førte stadig med 21, 22 til helmuth, 23 til Kurt, 24 til Thomas, 27 til Gerhardt og Poul var hægtet helt af med 29 slag.
Thomas sluttede med 3 gange 2 - det vil sige 14 slag på de sidste 8 huller. Synd med de 16 slag på de første 4. Thomas endte på 30 slag, hvilket gav en andenplads. Vagn var uheldig og endte på 31 slag, så det var Helmuth der med stabilt spil sejrede med 29 slag. Der var 32 til Kurt, 35 til Poul og36 til Gerhardt.

Semifinale 6

Hans Kurts bendtsen (Kongeå), Jes Jessen (Tirslund), Ilse Christensen (Nyserne), Krista Andreasen (SIS, Hans Johnsen (KØK), Frederik Pedersen (ViGo'e).

Krista startede hårdt og brutalt med hole-in-one og gentog bedriften på hul 5, så hun havde kun 9 slag efter 6 huller. Hans lavede også hole-in-one på hul 5 og havde 11 slag. Der var 12 til Jes efter ene 2'ere, 13 til Ilse, 14 til Hans Kurt og Frederik havde 18 slag.
På hul 9 lavede Hans endnu en hole-in-one og havde nu 16 slag lige som Krista. Der var 20 til Jes, 22 til Ilse, 23 til Hans Kurt og Frederik var også med.
Så fik Krista en 4'er og Hans en 2'er, og så var det afgjort. Hans endte på 23, Krista på 25, Jes og Ilse på 29, Hans Kurt på 33 og Frederik på 37.

Finale

Finalen blev spillet på en nyblandet bane i byparken, hvor der er noget mere bevægelse i undergrunden. Spændende og udfordrende - en rigtig finalebane.

Alle undtagen Vivi fik en rimelig start. 7 til Peter, Helmuth og Hans, 8 til Kurt og Vinny og 11 til Vivi - efter 3 huller forstås.
På de næste 3 huller gik det helt galt for Peter. En 6'er på hul 6 ødelagde alt. Helmuth fik til gengæld hole-in-one på hul 6, så han førte med 12 slag foran Hans med 14, Kurt og Vinny med 17, Peter med 19 og Vivi med 21.

Så var det Kurts tur til at melde sig ind i kampen med en hole-in-one. Efter 9 huller var stillingen 21 til helmuth, 22 til Hans og Kurt, 26 til Vinny, 28 til Peter og 30 til Vivi.

På de sidste 3 huller lavede Hand 3 gange 2, Kurt havde en enkelt 3'er og Helmuth havde 2 3'ere. Det betød at Hans vandt med 28 slag foran Helmuth og Kurt med 29, Vinny med 33 og Peter og Vivi med 37.


Folk elsker krolf så de ligefrem stiller sig i hjerteform.

Helmuth vandt omkampen om 2. pladsen og Vivi vandt kampen om 5. pladsen.

1) Hans Johnsen, Vamdrup (KØK) - 28 slag.
2) Helmuth Westergaard, Gram (Slotsbyen) - 29 slag.
3) Kurt Juul, Lundsmark (Lundsmark) - 29 slag.
4) Vinny Sørensen, Ødis Bramdrup (Madholdet) - 33 slag.
5) Vivi Reeckmann, Kolding (KØK) - 37 slag.
6) Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) - 37 slag.


Peter, Vivi, Vinny, Kurt, Helmuth og Hans.

Slagspil

I slagspil regner vi med runder i forhold til banernes gennemsnit, da halvdelen af spillerne spiller på baner med lige numre og halvdelen på baner med ulige numre.
Det viste sig at lige banenumre var 1,5 slag nemmere end ulige baner. Ganger man med 4 baner er det 6 slag i forskel, så man kan ikke bare tælle slag, men er nødt til at bruge gennemsnit.


På plaserne, færdige, .....

Mester blev Gerhardt Hans (Agrarerne) med et gennemsnit på 5,88 slag under banernes gennemsnit. Det er faktisk rigtig flot. Ser man på slagene imponeres man mere. 93 slag på 4 runder er et gennemsnit på lige godt 23 slag.
Så skulle man tro han vandt helt suverænt, men kun 1 slag efter kom Hans Kurt Bendtsen, Kongeå. Helt utroligt og meget, meget flot af de 2 herrer.
Martin Nielsen, Slotsbyen spillede på de ulige baner og gik på 105 slag. Der var spillere der gik på 103 slag på de lige baner, men hvis man ser på gennemsnittene var Martin bedst med sine 4,39 under banernes gennemsnit.


Martin, Hans Kurt og Gerhardt.

1) Gerhardt Hans, Haderslev (Agrarerne) - 5,88 under banernes gennemsnit (93 slag på lige baner).
2) Hans Kurt Bendtsen, Skodborg (Kongeå) - 5,63 under banernes gennemsnit (94 slag på lige baner).
3) Martin Nielsen, Gram (Slotsbyen) - 4,39 under banernes gennemsnit (105 slag på ulige baner).

På ulige baner var det Inge Larsen, Agrarerne der gik bedste runde med 20 slag på bane 3.
På ulige baner var det Hans Kurt Bendtsen, Kongeå der gik en fantastisk superrunde på 18 slag på bane 6.


Inge og Hans Kurt.

Statistik

Ulige baners gennemsnit - 30,6 slag.
Lige baners gennemsnit - 29,1 slag.

Bane 1: Gennemsnit 31,5 - Anne Steensbeck (Tirslund) - 22 slag.
Bane 2: Gennemsnit 30,7 - Winnie Christensen (Hårby), Kirsten Simonsen (SIS, Fritz Kristensen (Brørup), Bent Kudsk (Slotsbyen) - 23 slag.
Bane 3: Gennemsnit 29,5 - Inge Larsen (Agrarerne) - 20 slag.
Bane 4: Gennemsnit 28,3 - Simon Simonsen (Borrehøj), Kaj Sommerlund (Lunderskov), Hanne Majnz (KØK) - 21 slag.
Bane 5: Gennemsnit 30,8 - Jytte Nilsen (Hårby), Ove M. Nielsen (bevtoft) - 24 slag.
Bane 6: Gennemsnit 29,4 - Hans Kurt Bendtsen (Kongeå) - 18 slag.
Bane 7: Gennemsnit 30,6 - Martin Nielsen (Slotsbyen) - 22 slag.
Bane 8: Gennemsnit 28,1 - Gerhardt Hans (Agrarerne) - 20 slag.

Her er resultatlisten.

Her er verdensranglisten  og her er World Cup listen.