Lundsmark vinder af Forårscup 2013 i Odense.

Lørdag d. 27/4 holdt vi i SDU Krolf, vores, og Verdens, første Forårscup på græsarealerne omkring SDU i Odense. Området er umiddelbart fladt, men man skal bestemt ikke lade sig narre: der findes anseelige mængder af tungt mos, og knolde på banen var der rigeligt af. Derudover var der blevet smidt en bunke dæk, smådele fra landbruget samt diverse havefliser på arealet.


Den centrale markedsplads på dagen. I forgrunden lægger Emil og Casper ansigt til.

 


Krolf var i dagens anledning en hold sport på mere end én måde.

Tidligt på dagen var det lidt gråt og koldt, men som dagen gik kom solen frem, så ingen frøs, forhåbentligt, unødigt, og de tunge baner blev tørret lidt ud. De 12 deltagende hold bestod af 3 mand, og de var inddelt i 3 grupper á 4 hold. Altså skulle man i gruppespillet spille 3 kampe. Nummer 1 og 2 samt de to bedste 3'ere gik i kvartfinalerne.

En kamp bestod i dagens anledning af en double og en single, men uden at disse var separeret i to forskellige kampe. Altså kunne singlespillerne godt ligge i vejen for doublespillerne (og omvendt selvfølgelig). Dette lod til at fungere meget godt, og er måske noget man kunne anvende fremover også.

De 3 gruppestillinger blev:

Frokosten, leveret fra Sunset Boulevard, efter de 3 kampe blev indtaget i solskin, og da sandwichene var blevet konstrueret i dobbelt størrelse, så forblev ingen sultne særligt længe.

De indledende kampe forløb uden problemer, og efter 3 kampe gik 8 hold videre til kvartfinalerne, mens et af de to hjemmehold, Team Gnejs, måtte ud i en kamp om 9. pladsen mod New Zealand Travellers, en kamp som hjemmeholdet tabte efter at især deres, i denne rapport unavngivne, singlespiller hilste på buskene en håndfuld gange. Derudover måtte Skydebjerg 2 og det sammensatte hold Team Fix Mix ud i kampen om sidstepladsen - her trak Team Fix Mix sig sejrrigt ud, og de henledte altså Skydebjerg 2 til sidstepladsen efter flot fight.


Skydebjerg 2 studerer Ole Reeckmanns put


Ikke alle havde held med alt de foretog sig på dagen. Øv.

I de afgørende knockout kvartfinaler sejrede Lundsmark anført af Per Schmidt over Team Reeckmann, det andet hjemmehold Den Gode, Den Onde og Casper sejrede over Skydebjerg 1, Familieholdet slog De 3 Søstre efter omkamp mellem Niels Knudsen og Lene Henriksen, mens Team Goodview besejrede Krolfbøllerne fra KØK.


Pia skyder i opgøret mellem De 3 Søstre og Familieholdet


Per Schmidt skyder. Er Vivi igang med at sætte stregen?

I semifinalerne hev det andet hjemmehold Den Gode, Den Onde og Casper en flot og tæt sejr hjem over Team Goodview som blev ledet af Jan Dyrok. Jan protesterede gentagne gange over hjemmebanefordel, men alle protester blev afvist, og Jan blev belønnet med 3 pakker tudekiks under præmieoverrækkelsen.


Jan modtager stolt, og ganske fortjent, 3 pakker tudekiks

Familieholdet måtte ud i endnu en omkamp - denne gang trak man dog det korte strå mod Lundsmark, da Kurt Juul fra Lundsmark besejrede den nu erfarne omkampsspiller, Niels Knudsen.

Finalen stod da mellem Lundsmark bestående af Per Schmidt, Suni Olsengaard og Kurt Juul mod SDU Krolf's egen dark horse, Den Gode, Den Onde og Casper. Det hold bestod af Simone Sjøgren, den dobbelte klubmester i SDU Krolf Emil Guddal Larsen og den meget grønne nybegynder Casper Nørup Jensen. Lundsmark lagde stærkt fra land, og de førte rimeligt sikkert efter 5 huller. Doublen mellem Per og Suni mod Simone og Casper var relativt lige, men dog til Lundsmarks fordel, mens Kurt førte med 6 slag over Emil i singlen.

På hul 6 rystede Emil dog posen, da han flot bandede en hole-in-one i hullet. Herefter fortsatte han langsomt, men sikkert, at hale ind på Kurt. Samtidigt fik doublen fra Den Gode, Den Onde og Casper bedre fadt i Per og Suni. Kampen igennem var Lundsmark dog i førersædet. Før sidste hul havde Emil endeligt indhentet Kurt, mens Lundsmark stadigt førte doublen. Her skulle Simone indhente to slag på Per før der blev ændret i pointene. Per han valgte at lave en sikker to'er, så der var ikke meget at rafle om dér. Det betød at Emil skulle hente et slag på Kurt, hvilket så svært ud, da Emil sendte kuglen om bag tuen på sit 2. slag. Kurt fik dog, desværre for Lundsmark, samme idé på sit 3. slag, hvilket betød at Emil fik en 4'er og Kurt en 5'er.


Emil hygger bag tuen med Kurt

Emil fik 33 og besejrede derved sin singlemodstander Kurt, som havde 34. Samtidigt vandt Lundsmark doublen, anført af Per med 34 slag foran Simone med 36, mens Suni kom ind med 38. Casper rundede kampen af med 42 efter en grim 6'er på sidste hul. Det gav resultatet 2-2, og derved omkamp mellem de to singlespillere Emil og Kurt.

Kun 1 hul var nødvendigt her, da Emil atter fik sendt kuglen bag tuen på sit 2. slag, mens Kurt denne gang puttede 3. slaget. Det betød at Emil skulle ud i et kreativt slag ind på et bildæk, hvilket endte med et noget tvivlsomt resultat. Han kom i hvert fald ikke i hul. Ergo vandt Lundsmark den første udgave Forårscup, og fik en fortjent præmiekurv med hjem. Mon ikke der skal holdes øje med Per, Suni og Kurt til DM?

Stort tillykke til Lundsmark for sejren!


De 3 vindere fra Lundsmark: Til venstre Per Schmidt, i midten Suni Olsengaard og til højre Kurt Juul.

Dagens bedste runde blev gået af Denn Phengsai fra Team Goodview, som fik 26 slag på bane 2.


Denn modtager præmie for sin runde på 26 slag

På Bane 1 var Søren Christensen fra Team Gnejs bedst med 27 slag. På bane 3 var Denn igen bedst, dog denne gang sammen med Frede fra Skydebjerg på 32 slag. På Bane 4 var dagens bedste på 35 slag sat af Pia Hansen, De 3 Søstre, Christina Rasmussen, Familieholdet samt Ole Reeckmann fra Team Fix Mix. Generelt lå banerne med et snit mellem 35 og 40 slag.

Alt i alt, lod alle til at have en fin dag i solen, og mon ikke vi ses næste år? Det kunne jo godt tænkes.

 

Et stor tak for denne gang fra,

Søren L. Christensen og resten af SDU Krolf.