Referat om DKU's generalforsamling den 19/3-2023 i Ødis Hallen

Det startede med at sekretæren havde opgivet 2 forskellige klokkeslæt 2 forskellige steder, så nogen kom kl. 12:00 og andre 12:30.
Da vi blev opmærksomme på på fejlen, ventede vi med spisningen til 12:30, så alle var med, og så tager formanden en alvorlig samtale med sekretæren.

Protokolfører blev Søren L. Christensen og dirigent blev Jens Peter Olesen, som startede med at konstatere at generalforsamlingen blev lovligt indvarslet og der var 33 stemmeberettigede.

Beretninger

Der var herefter beretninger fra formanden og udvalg. Her vil jeg ikke komme med alle detaljerne, men derimod koge det ned til koncentrat.
Noget er kommet fra beretningerne, andet fra klubbernes kommentarer til beretningerne.

DKU er i 2022 gået tilbage mht. deltagere ved stævnerne i forhold til 2019 (før Corona), og i holdturneringerne er det ligeledes gået tilbage.
Nu har Corona sluppet sit tag, men vender folk så tilbage af sig selv?

9 træf er blevet afviklet efter planen, plus et SuperTræf. De er kommet for at blive og vil over tid blive et stort aktiv for DKU, mener formanden.
Og her er en opfordring til klubberne at melde sig som medarrangør af træf.
Der var usikkerhed at spore, om træf ville påvirke stævnerne i negativ retning og hvor meget.

Diverse spørgsmål fra salen:

Hvad gør DKU for at få flere medlemmer?
Flere medlemmer i DKU betyder flere klubber under DKU, og her vil træf forhåbentlig hjælpe, da ikke-DKU klubber også af og til inviteres med. På sigt får de måske smag for krolf sammen med os andre.
Men spørgsmålet gik måske på flere medlemmer i de eksisterende klubber. Her gjorde formanden opmærksom på et idékatalog vi sendte ud til alle formænd sidste år. Det ligger på nettet.
Ønske om genudsendelse af idékatalog tages til overvejelse. Nu er der i hvert fald et link herover.

Mht. samarbejde med DAI om regler og/eller træf, er der lidt blandede meldinger om. Nogle meldinger er positive og andre noget lunkne. F. eks. har Erling den opfattelse, at DAI grundlæggende er positive, men grundet DKU’s samarbejde med DGI, så vil de ikke.

Hvordan får vi flere ”unge” (under pensionistalderen)? Christiansfeld er en seniorafdelig, så hvad skal de "unge" krolfspillere gøre?
Fra salen lød der straks "Send dem over til os", men det var vist ikke det der var meningen.
Formanden: SIS, Seest var en seniorklub, men ny krolfafdeling under Seest Boldklub opstod for de ”yngre” medlemmer.
Skodborg: Har indbudt resten af foreningen til at prøve i forbindelse med DM.
Øster Lindet: Har benyttet ”Idrætsugen” i lokalområdet.

Er der forskel på deltagerantal ved stævnerne når der spises og ikke spises? Nej.

Spillerne siger der er alt for langt at køre i holdturneringerne. Flere hold vil mindske afstandene, og det vil altid vre et problem i 1. div., hvor der er få puljer.

Og et par tips fra IT om 2 gode eksterne systemer.
NemTilmeld.dk er et gratis system til at styre allverdens tilmeldinger. Vi prøvede det f. eks. ved tilmeldingen til generalforsamlingen, men også dommerkursus og Juniorstævnet med betaling.
Se mere på www.nemtilmeld.dk eller vores egen side krolf.nemtilmeld.dk
www.unioo.io er et andet system man kunne have nytte af.
Som udgangspunkt er det IKKE gratis, men ofte er det alligevel via banken. Her må klubben gå via pengeinstituttet for at få det gratis. DKU prøver ligeledes at få en aftale i stand.
Unioo kan styre rapporteringen til banken, som nu strammer op på indlevering af vedtægter, regnskaber ig identifikation af bestyrelse.
Desuden kan det bruges til kontingentopkrævning, opbevaring af fælles filer, mødeplanlægning m.m.

Regnskab og budget

Kasserer Henning Thomsen fremlagde regnskab og budget, som findes via de 2 link.

Træf gav 2.158 kr til klubberne i snit.
Stævner gav 7-12.600 kr til klubberne.

Kontingenter uændret.

Alt blev godkendt.

Forslag

Der var ingen forslag til vedtægtændringer eller fra klubberne eller til turneringsreglementet.
Generalforsamlingen skulle dog tage stilling til 2 punkter under regelændringer.

---------------

Der er set dommersedler hvor 3+23 gav 36 og hvor dommere har glemt at lægge til og bare har gentaget sidste tal (en spiller kom i finalen og blev mester på denne måde).

Tilføjelse til følgende regel:

Under ”Dommerens rolle:”

Føre regnskab med slagene og f. eks. sige ”Anton 3 slag, før 18, nu 21 slag”.
Det in bør indføres for at minimere fejl. Det tvinger dommeren til at tænke sig om, og hvis han/hun alligevel laver fejl, er der måske en der tilfældigvis hører efter.

Argumenter for: Rigtige resultater, tager ikke længere tid.
Argumenter imod: For bøvlet, forvirrende, for besværligt, vil give færre dommere og nogle spillere vil ikke høre stillingen.

Forslaget blev nedstemt med 20 mod 13.

---------------

Sletning af følgende regel:

Man må flytte kuglen op til 15 cm væk fra en forhindring, målt til den del af kuglen, der er nærmest forhindringen eller banekanten. – dog ikke direkte i hul – og der skal være min. 6 cm til nærmeste anden kugle. Dette koster 1 slag.

Har en anden spiller skudt ens kugle et sted hen på banen, hvor dommeren vurderer kuglen absolut ikke er spilbar, må man gratis flytte kuglen op til 15 cm væk fra forhindringen.

Altså nu – Spil hvor du ligger, eller flyt tilbage til start.

Vedtaget enstemmigt.

Eventuelt

Alt kan diskuteres, intet besluttes.

Store stævner

Nogle har haft oppe, at de store stævner er for lange, og der har været forskellige forslag oppe, så dette er nu en høring om emnet.
Følgende har været oppe.

1) Spille 2 runder – stop og spis – spille 2 runder – slut (ingen kampspil eller eventuelt kun finale).
2) 4 runder slagspil – drop semi- og finale.
3) Kun 3 indledende og så semi- og finale som nu.
4) Som nu – ingen ændringer, men et loft på 300 spillere (4 baner).

Der var en del snak om de forskellige typer, og hvis man var for kortere stævner, var det af hensyn til de ældre årgange. 
Færre runder vil gøre det uinteressant for dem der kommer langvejs fra.
Uden spisning tager også noget af det hyggelige - det særlige - det festlige - kort sagt helhedsindtrykket.
Efterhånden slog det lidt igennem at hvis det blev meget kortere, blev det bare et stort træf, og at måden vi spiller på sådan set er fin nok.
Om det er med eller uden spisning betyder noget, men er ikke nødvendigt hver gang.
Som det er nu er det frivilligt ved DM og ParKrolf, men ikke VM, hvor bestyrelsen har sagt det SKAL være med spisning.
Carsten fra stævneudvalget mente bestyrelsen skulle trække kravet om spisning ved VM tilbage.

Pokalturneringen

Denne turnering er udmærket til at komme rundt og spille mod andre hold end man plejer, men hidtil har hjemmebane vret afgjort af lodtrækning, undtagen det år hvor vi prøvede med ude og hjemmekamp.
Det sidste giver mange kampe for dem der kommer langt.

Igen var der flere forslag oppe at vende, og de blev sat i høring:

1) 1 kamp - lodtrækning om hjemmebane (som nu).
2) 2 kampe (ude/hjemme) - find selv datoer.
3) 1 kamp på neutral bane - find selv bane og dato.
4) Flere kampe på en gang på neutral bane – DKU finder bane og dato.
5) Flere kampe på en gang på neutral bane – DKU finder bane og dato - men så eventuelt 2 kampe efter hinanden til samme hold - hvis altså man vinder første kamp.

Især Lundsmark ville gerne have 2 kampe, da det ene hold havde været uheldige i lodtrækningen mange gange.
Formandens hold vil kun have 1 kamp. Om det er ude, hjemme eller på neutral bane er ligegyldigt.
Mjølner var villige til at slå landsdelene sammen i en hat, og tage den kørsel det måtte give, da de næsten altid skal møde Særslev.

Jeg fornemmede spredte holdninger fra dem der udtalte sig, men kun få udtalte sig.