Tilmeldingsfristen for hold er udløbet, og i forhold til 2019, er det et sørgeligt resultat.

Fyn har vi mistet 9 hold i hovedturneringen, og kun et enkelt er kommet til.
I dagligaen er 2 ud af 5 hold trukket ud, så der nu kun er 3 hold fra 2 klubber tilbage, hvoraf det ene er på dispensation. Denne turnering er i stor fare for at lukke helt, medmindre holdturneringsudvalget finder en kreativ løsning.

I Hovedstaden blev kun Vallø 1 tilmeldt, så de flytter "hjem" til Storstrøm, hvor de jo rent faktisk hører hjemme.

Storstrøm mistede 2 hold, men har så fået Vallø 1, så der med 8 hold kan laves 2 puljer.

Sydjylland har i hovedturneringen mistet 11 hold og fået 5 nye. Altså et minus på 6 hold.
I dagligaen har vi mistet 6 hold og fået 4 nye, og dermed "kun" et minus på 2.

Totalt set et minus på 18 hold i hovedturneringen og et minus på 4 i dagligaen, hvilket betyder at turneringen i Hovedstaden lukker og dagligaen på Fyn hænger i en meget tynd tråd. Som formand for DKU synes jeg det er MEGET bekymerende.

Så kan vi skyde skylden på Corona, men jeg tror altså ikke det er den reelle grund. Der må være noget andet, men hvad det er, har jeg ikke helt luret endnu. I er MEGET velkomne til at byde ind med hvad der kan være årsagen.

Et bud kunne være at klubbernes ledelse er gået i Coronadvale og simpelthen har sovet i timen, da der er hele 8 klubber der stillede op i 2019, som vi overhovedet ikke har hørt fra. De vågner nok på et tidspunkt, og så kan det jo være de kommer igen næste år.